En Køn Forskel

Af: Christiane Nico Jensen-Haarup, svagstrømsingeniør og medlem af KIF

Jeg er vokset op i et samfund, hvor der er lige vilkår for mænd og for kvinder. Det er i hvert fald det som jeg blev lært fordi kvinder kan både gå på arbejde, stemme ved folketingsvalg og køre i biler. Hvad mere skulle kvinder kunne ønske sig? OK, jeg har altid godt kunnet se at der jo ikke var helt lige forhold – f.eks. får kvinder typisk mindre i løn men det er jo rimeligt nok når nu kvinder ikke er lige så stabile på arbejdspladsen. De skal jo føde børn og passe dem når de bliver syge så det er vel rimeligt nok at de dels får mindre i løn, men også at de ikke får de store stillinger, hvor man helst skal bruge albuerne mod enhver som står i vejen.

Det er ikke noget som mænd studser over og det kan jo være meget forståeligt fordi konsekvensen af at indse det ville være at mændene ville skulle afgive nogle af deres privilegier. De ville skulle deles om de fede stillinger og give noget af deres lønoverskud til kvinderne.

For mig har dette været de væsentligste spørgsmål, som har defineret ligestilling imellem kønnene. I hvert fald i mit livs første 55 år. Jeg synes at jeg behandlede mine kvindelige kollegaer på nøjagtig samme måde som mine mandlige kollegaer. Jeg respekterede dem på samme måde og jeg talte til dem på samme måde og jeg så på dem på samme måde og jeg ville egentlig også gerne give dem samme løn som mændene hvis bare det ikke gik for meget ud over min egen løn. Det var i hvert fald sådan som jeg så verden dengang.

Min baggrund

Jer er født i Silkeborg, gik i folkeskolen i Schweiz og i gymnasium i Viborg, hvorefter jeg skulle vælge levevej. Valget stod imellem astronomi og elektronik. Dengang i 70’erne var astronomien fyldt med gamle mænd i tweedjakker og hornbriller og stillingerne ganske få. Det største teleskop var på Mount Palomar og fuldstændig uopnåeligt. Adgangen til en uddannelse som astronom var ligeledes belagt med meget matematisk-teoretiske fag. Begge dele trak ned for mig fordi jeg dels ikke kunne se mig selv som tørvetriller og dels vidste at min matematiske begavelse nok ikke ville række. I stedet valgte jeg at blive svagstrømsingeniør og ignorerede det faktum at denne uddannelse stillede ca. samme krav til ens matematiske evner. Nok ikke så smart fordi det kom jeg til at kæmpe en hel del med. Desværre er jeg bedst til de fag der interesserer mig så mine karakterer var meget varierende. Jeg fik til gengæld den bedst tænkelige karakter for mit afgangsprojekt og til mit store held fik jeg ansættelse i en virksomhed allerede flere måneder inden jeg blev færdig. Vi var over 200 ansøgere men jeg fik stillingen i 1987 fordi jeg havde så mange stavefejl i min ansøgning, men det er en helt anden historie…

Efter 3 forskellige jobs besluttede jeg mig for at blive selvstændig indenfor elektronik til sikkerhedsbranchen. I 1999 stiftede jeg firmaet som jeg i dag stadig arbejder i. I dag er jeg reduceret til at være CTO (Chief Technical Officer) og er medejer af virksomheden. Vi er 10 ansatte og det går faktisk rigtig godt. Vi udvikler, producerer og sælger små batteridrevne GPS trackere/dataloggere som er ret unikke på verdensmarkedet. Min opgave er at styre udviklingen, produktionen og sørge for at al dokumentation er i orden.

I min fritid har jeg rigeligt med interesser at tage af – en af dem er astronomien, hvor jeg har haft stor fornøjelse af mit hjemmebyggede observatorium og mine forskellige teleskoper. Det er som amatørastronom at jeg har skabt min største naturvidenskabelige bedrift, hvor jeg i 2008 som en af de første amatører nogensinde bekræftede eksistensen af en exoplanet efter transitmetoden.

Forandringen

Den 8. marts 2018 skete der noget radikalt. En monumental oplevelse. Nærmest en åbenbaring. Det var meget voldsomt og ulig noget andet jeg nogensinde havde oplevet. Jeg var alene hjemme i nogle dage og den aften sad jeg med Pc’en i skødet og læste lidt om løst og fast. Pludselig stod det lysende klart for mig at jeg ikke er mand, men at jeg er transkønnet kvinde. Jeg er transkvinde. Denne pludselig erkendelse gav mig en øjeblikkelig lykkefølelse fordi jeg, som lyn fra en klar himmel, pludselig kunne forstå mit liv. Kunne forstå hvorfor jeg havde reageret som jeg gjorde, hvorfor jeg savnede det jeg gjorde og hvorfor jeg fandt glæde ved noget som, ikke var mandligt. Men få sekunder efter røg jeg i et dybt sort hul. Det gjorde jeg fordi jeg vidste at der ikke var nogen vej tilbage og at det derfor ville komme til at have store konsekvenser for min omgangskreds.

Det korte af det lange er at jeg vidste at der ikke var anden udvej end at stå ved min identitet som kvinde og forsøge så godt jeg kunne i en alder af 55 år at leve mit liv så meget som kvinde jeg synes jeg kunne uden at miste min værdighed, respekt og mine nærmeste.

Jeg gik meget langsomt frem for de første mange måneder var jeg flov og synes det var skamfuldt at ville være en anden – ikke længere at ville være mand. Som barn har jeg altid gjort som der blev forventet af en dreng. I Schweiz blev drenge opdraget efter meget enkle grundregler: Drenge leger ikke med piger, drenge græder ikke, drenge skal have kort hår og drenge går altid med schweizerkniv i lommen. Jeg var meget autoritetstro og gjorde hvad der blev sagt selvom jeg gerne ville lege med pigerne, kom til at græde, ønskede mig langt hår og kom til at glemme kniven. Jeg var usikker på mig selv og det blev ved til langt op i årene. Selvom min kone i gennem vores snart 30-årige ægteskab flere gang spurgte mig om jeg ikke hellere ville have være pige så benægtede jeg pure. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det selvom jeg igennem min barndom ofte drømte om et liv som pige.

Der skulle gå ca. 9 måneder før jeg var klar til at fortælle mine kollegaer på arbejdspladsen om min situation. Alle accepterede det uden tøven og brugte endda fra den dag af mit selvvalgte nye navn, Nico. Jeg blev så rørt over deres vilje til at hjælpe mig. Der blev også gjort grin med det (ikke af mig) og det hjalp meget på at løsne op for situationen som alligevel var noget akavet. Nu var det slut med man flue og det var et skridt i den rigtige retning mht. kønsnormeringen osv.

Det nye liv

Dagene og månederne gik hvor vi alle forsøgte at tilpasse os vores nye roller. Det gælder både derhjemme, ved den øvrige familie men især også på arbejdspladsen. I den periode blev jeg mere fri og forandrede gradvist mit. Det krævede en del tilvænning – f.eks. tog det mig i mit tidligere liv ca. 5 minutter fra jeg stod op til jeg sad i bilen om morgenen. Nu tager det ca. 10 gange så lang tid + tænketiden aftenen før, hvor jeg nøje vurderer hvad jeg kan tage på dagen efter under hensyntagen til hvilke mennesker jeg skal mødes med i løbet af dagen.

Transkvinder har særlige udfordringer mht. påklædningen etc. fordi det er så vigtigt at fremstå som det køn man identificerer sig som og samtidig se ordentlig ud uden at være genstand for spot og hån. På det tidspunkt er påklædningen, makeup og håret det eneste, der er at gøre godt med. Jeg har aldrig i mit liv før taget så mange selfies for det var mit værktøj til at vurdere hvordan min påklædning etc. virkede. Andre kvinder lærer det som unge og som teenagere og har på den måde haft det meste af livet til at lære det.

Midt i det hele begyndte jeg også på hormonbehandling og det gav helt nye udfordringer. Jeg var f.eks. ikke forberedt på at manglen på testosteron ville reducere min kamplyst og at østrogen ville sætte mig så meget mere i kontakt med mine følelser. Det har været virkelig spændende men også udfordrende. Alt sammen noget som har bragt mig tættere på min indre identitet som kvinde. Jeg er lykkelig over at være på rette vej selvom jeg også ved at meget vil tage lang tage tid, koste mange penge og udholdenhed og at der også vil være meget som jeg aldrig vil kunne opnå.

Når jeg beskriver alt dette er det ikke så meget for at fortælle om det at være transkønnet og om selve transitionen men det er mere for at give et indtryk af at jeg føler mig som kvinde, mit sind er som en kvindes og mit ydre gradvist bliver mere og mere feminint. Disse forandringer betyder ikke kun noget for mig men jeg kan til min store overraskelse mærke at de også har helt uventede indvirkninger på de mennesker jeg omgås. Her tænker jeg ikke kun på mine nære relationer som har deres helt egne udfordringer, men jeg tænker især på mine kollegaer og på helt fremmede mennesker jeg møder på min vej.

De første overraskelser

Den første overraskelse fik jeg en dag på arbejdet, hvor vi var i gang med brainstorming for at løse et opstået problem. En helt normal situation som der er mange af i løbet af ugen. Den dag var ret tydeligt at jeg skulle argumentere mere og være mere insisterende for at blive hørt. Jeg har været vandt til, som teknisk direktør og stifter af virksomheden at blive hørt til enhver tid men altså ikke denne dag. Det kunne have været et tilfælde men jeg er sikker på at det ikke var det. Den dag var jeg klædt lidt mere feminint end ellers og havde som sædvanligt en diskret makeup. Mit bedste bud på denne situation er at jeg ubevidst virkede mere som kvinde på mine mandlige kollegaer og at jeg derfor i øjeblikket ikke blev respekteret som sædvanligt. Dette har ikke noget med transkønnethed at gøre for det faktum er for længst ikke længere et issue på min arbejdsplads. Jeg synes det er interessant og efter at have berettet om det til andre kvinder blev jeg nærmest angrebet med begejstrede udbrud: Endelig er der en som forstår hvad det er vi må udholde!

Som teknisk direktør i en virksomhed, som jeg selv har stiftet, er min position ret sikker. Det var medvirkende årsag til at jeg turde springe ud uden frygt for at skulle risikere at miste mit arbejde. En dag bliver jeg bedt om at komme ind på min chefs kontor. Det er ikke ualmindeligt men jeg nåede alligevel at tænke tanken om at jeg måske ville blive bedt om at reducere min feminine fremtoning af hensyn til kunder og andre gæster. Jeg tog helt fejl for det kom ikke på tale den dag og har i øvrigt aldrig været det. Nej, men jeg fik kritik for en del af mit arbejde, hvilket jeg i øvrigt synes var fuldstændig ubegrundet, og samtalen sluttede med bemærkningen om at jeg som kvinde skulle være klar over at der vil blive krævet meget mere for at kunne opnå samme anseelse! OK, ganske vidst blev det sagt med et glimt i øjet men der går som bekendt ikke røg af en brand, uden at der er ild i den. Med andre ord bør jeg erkende at jeg skal yde bedre for at opnå det samme. Jeg er ret sikker på at denne oplevelse ikke er enestående og vil kunne genkendes af mange kvinder.

Nu er det ikke kun mine mandlige kollegaers reaktion der kom bag på mig men også min egen. Vi er som tidlige nævnt en lille virksomhed og alle har deres opgaver at udfylde. Når der f.eks. er kundebesøg og mødet skal foregå i møderummet, så kan det ske at vi ikke har nået at stille kaffe og vand på bordet. Når det kniber med tiden, spørger de mandlige sælgere, der typisk er dem som afholder møderne, om ikke en af kvinderne lige vil komme med noget kaffe! Der er slet ingen grund til at det lige netop skal være en opgave til kvinderne fordi vi alle har rigeligt med vigtige opgaver i hverdagen. En dag for ikke længe siden var der netop sådan en situation og jeg tilbød nærmest på refleks at komme ind med kaffen. Næsten samtidig studsede jeg over min egen reaktion – ikke fordi jeg ikke vil hjælpe hvor det er muligt men det slog mig lige pludselig at jeg ubevidst så mig som en af kvinderne på jobbet og påtog mig rollen som dem, hvoraf det forventes at være serviceorgan for de mere vigtige mænd. Lidt skræmmende at vi som kvinder ubevidst er med til at holde os fast i rollen som de mindre betydningsfulde…

En af virkningerne af at tage østrogener er at muskelmassen mindskes. Jeg er simpelthen blevet svagere og kan ikke løfte så meget som jeg tidligere har kunnet. Det har betydet at jeg nogle gange har måttet bede om hjælp af en kollega til f.eks. at flytte varer som vi netop havde fået leveret. Næppe havde jeg bedt om hjælp før der stod to mænd klar til at tage fat. Det er selvfølgelig dejligt men det står i skærende kontrast til da jeg fremstod som mand og bad om hjælp fordi det dengang enten ville blive mødt af drillende hån eller knapt så energisk hjælp.

Uden for jobbet har jeg også oplevet verden anderledes efter jeg sprang ud som kvinde. Eftersom jeg endnu ikke passerer som kvinde og endnu aldrig er blevet tiltalt med de korrekte pronominer så tiltrækker jeg mig stadig en del opmærksomhed. Til min store glæde har det været meget nemmer at vænne mig til end frygtet og i dag går jeg stolt ned ad gåden uden bekymring over hvad andre mon siger eller tænker. På trods af at jeg fysisk stadig ser ud som en mand har jeg et par gange oplevet at en mand åbner døren for mig i en butik og lader mig gå ud først. Jeg tror egentlig at det var en refleks fordi disse mænd så lige så overraskede ud som jeg selv da de så dem selv tage fat i døren. Jeg gætter på at jeg alligevel har haft en feminin fremtoning og det er dette indtryk, der triggede refleksen for at åbne døren inden de havde ladet tankerne behandle synsindtrykket færdigt og konkludere – det er en mand og en mand åbner jeg ikke døren for. Jeg takkede og gik ud med hænderne fulde af nyt tøj ??

I den modsatte ende af mandlige reaktioner har jeg oplevet nogle gange at gå i byggemarkedet og blive mødt med skeptiske blikke. Det er virkelig irriterende og nedværdigende fordi forskellen fra da jeg stadig fremstod som 100% mand er kæmpestor. Jeg har bygget og renoveret adskillige huse, købt byggematerialer for langt over en million kroner og selvom jeg er autodidakt håndværker vil jeg uden blusel påstå at jeg er en bedre håndværker end de fleste mænd bag skranken i byggemarkedet. Alligevel bliver jeg behandlet som en andenrangs køber som helt sikkert ikke aner hvad hun taler om. Først når jeg begynder at tale om klasse 2 OSB-plader, Fermacell uden fals, isoleringens U-værdi og andre faglige specifikationer mindskes skepsissen, paraderne sænkes og noget der ligner en ligeværdig dialog kan tage sin begyndelse – men så er det ikke sikker at jeg orker. Næsten de helt samme oplevelser kan man som kvinde få i elektronikforretninger som Elgiganten og biludstyrsbutikker som T. Hansen etc.

Jeg er jo i den ”heldige” situation at jeg har oplevet livet både som mand som kvinde. Da jeg i sin tid gik i Matas for at købe noget til min kone var jeg selv famlende og blev ofte mødt af nogle lidet servicevenlige kvinder som meget hellere ville sælge mig et gavekort end forklare mig om parfumens magi. Nu, som kvinde, er det en helt anden oplevelse og jeg bliver ekspederet på lige fod med de andre kvindelige kunder. Jeg skal dog være retfærdig og sige at min egen usikkerhed sandsynligvis også har spillet ind.

Rollemodeller

Gode rollemodeller er meget vigtige for uge med interesse for naturvidenskab. Rollemodellerne har måske ikke den samme indvirkning på ældre mennesker som er godt i gang med deres karriere, men for mig selv kan de stadig være inspirerende forbilleder til dels for at opføre sig ordentlig, være open minded, være givende og lærende og vise hvordan naturvidenskaben fint kan kombineres med et godt familieliv. Kvindelige rollemodeller er meget vigtige fordi de baner vejen og inspirerer til hvordan man både kan stå ved sig selv som kvinde samtidig med at vi med stolthed viser hvad der gør os glad uden at lade os kue til mindreværd. Selvom jeg har stor respekt for mænd som Elon Musk, Albert Einstein og mange flere så føler jeg den største inspiration og samhørighed hos kvinder som astronomerne Pamela L. Gay, Anja C. Andersen, Sara Pearson, sangerinden Lis Sørensen og min kone. Årsagen er at de alle har noget som de brænder for, står ved det, er stolte over det, bliver ved, er gode formidlere af deres viden og føler et ansvar for de mennesker de påvirker. Dermed er det også vigtigt at nogle af de dygtige kvindelige fysikere, astronomer og ingeniører bliver ambassadører og formidlere af deres fag – at de er synlige i medierne, på skolerne, til foredrag, i klubberne og i selve uddannelserne. Synligheden må rigtig gerne begynde i de mindste klasser så også de små piger kan spejle sig selv i naturvidenskaben.

Ligestilling begynder med at vi får mange flere kvinder ind i de områder som i dag er domineret af mænd. Først når kønsfordelingen er i balance bliver det nemmere at udligne forskellene i løn, i den måde vi tiltaler hinanden på og i den faglige respekt. Det. Sker. Ikke . Før.

Det sidste ord

Det er mit ønske med denne artikel at belyse kønsforskelle, som mange mænd ikke tror eksisterer. Det er beskrevet som de er set og oplevet igennem mine øjne – først som mand og siden som kvinde.

Afslutningsvis vil jeg sige at jeg med min uddannelse og mit daglige job ikke har forudsætninger for at skabe spændende formidling af naturvidenskaben. Til gengæld har jeg, igennem det at være transkønnet, viden om og mulighed for at påvirke andre minoriteter som har udfordringer på jobbet og i livet i almindelighed. Jeg er derfor foreløbig aktiv på instagram med historier om at være transkønnet med udgangspunkt i mit eget liv. Senere forhåbentlig også med foredrag og artikler om kønsrelaterede forhold.

Der er lukket for kommentarer.

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: